Den kontemplative tradition for stille indre bøn, der går tilbage til ørkenfædrene, ja, efter ørkenfædrenes oplysninger går helt tilbage til apostlenes tid, blev genopdaget af John Main OSB (1926-82).
John Main blev født i London, men familien stammer fra Irland. Han deltog i slutningen af 2. verdenskrig. Efter krigen læste han til jurist og gik så ind i dipolmatiet, hvor han blandt andet lærte kinesisk, og kom derefter til British Malaya (i dag Malaysia), hvor han arbejdede i den britiske militæradministration.
En dag mødte han en indisk munk, Swami Satyananda, der også drev et hjem for forældreløse børn. Af ham lærte John Main at meditere og begyndte at praktisere denne meditationsform med stilhed og enkelhed som en del af sin kristne tro og daglige praksis.
Da han kom tilbage til England, blev han professor i jura ved Trinity College i Oxford, fortsatte han med at meditere som en del af sit kristne, spirituelle liv. I 1958 blev han optaget som benediktinermunk i Ealing Abbey i London. Hans novicemester sagde, at han skulle opgive denne meditationspraksis, da den dengang ikke blev anset for en kristen form for bøn.
I 1969 kom John Main til St Anselm’s kloster i Washington DC, og der blev han opsøgt af en ung student, som ønskede vejledning i at meditere. Historien går, at John Main havde travlt og stak den unge student en bog af Augustine Baker, en engelsk benediktinermunk fra 1600-taller. Nogle dage efter vendte den unge mand tilbage vildt begejstret. Så måtte John Main selv sætte sig ned og læse Augustin Baker, hvor han så opdagede, hvordan den såkaldte ørkenfader Cassian o 400 e.Kr. beskrev en måde at bede, som fuldstændig svarede til den meditation, John Main havde lært af hindumunken i Malaya.
Selv om han nu havde travlt som rektor for skolen ved St Anselms Kloster i Washington DC, følte han, at han var nødt til at studere rødderne for sin egen klostertradition. I Johannes Cassians ”Conferencer” (o. 400 e.Kr. ”Conferencer” betyder “Samtaler”) og i ørkenfædrenes undervisning fandt han det kristne udtryk for den samme måde at meditere, som han havde lært i Østen. Han indså dybden og perspektiverne i at meditere på denne måde og behovet for det i den moderne verden, og han begyndte at meditere igen.
I 1975 åbnede han det første center for Christian Meditation i Ealing Abbey Kloster i London, og begyndte på det, som skulle blive kulminationen på hans livslange søgen efter Gud og efter at tjene andre. Han så, at denne form for hjertebøn kunne hjælpe mange moderne mennesker i deres søgen efter dybere spirituel erfaring, og anbefalede at integrere to regelmæssige daglige perioder med meditation i ens øvrige kristne liv. I sin undervisning i meditation lagde han vægt på enkelhed og det almenmenneskelige i meditationen og understregede tillige, at der var tale om en disciplin, dvs. en regelmæssighed eller gentagelse.
Efter opfordring fra ærkebiskoppen af Montreal, Canada, oprettede og ledede han de sidste fem år af sit liv et benediktinsk kloster med det formål at praktisere og undervise i Kristen Meditation. Ud fra dette arbejde opstod The World Community for Christian Meditation som et verdensomspændende netværk af meditationsgrupper.
”Bøn er ikke tidsbegrænset eller et del-tids foretagende, som om Ånden ikke altid lever i vort hjerte. Men der er tider, vores to-gange-daglige meditation, hvor vi foretager en fuldstændig omvendelse af bevidstheden imod denne altid-nærværende realitet. Der kommer et niveau af vågenhed, hvor vores bevidsthed om denne realitet er konstant igennem vores mest forskellige aktiviteter og planer.” (John Main)
Det store sociale og psykologiske stress fra det moderne samfund kalder på en forandring af sind og hjerte, et dybt kontemplativt svar. John Main troede på, at ethvert menneske, uanset livsstil, er kaldet til denne spirituelle dybde og at grundlaget for fortsat civilisation hviler på den kontemplative bevidsthed.